Det var en helt almindelig dag i skolen, og jeg sad og lyttede til min lærer, da jeg pludselig mærkede noget lande i mit hår. Jeg troede først, det var en insekt, der var fløjet ind i mit hår, så jeg begyndte at ryste mit hår for at få det ud. Men det ville ikke komme ud.
Da jeg endelig fik fat i det, viste det sig at være en papirflyver. Jeg kiggede rundt i klassen for at se, hvem der havde kastet den, men jeg kunne ikke se nogen. Jeg var lidt forvirret og overrasket over, hvordan papirflyveren havde fundet vej til mit hår midt i en klasse.
Jeg satte mig tilbage og forsøgte at fokusere på undervisningen, men jeg kunne ikke slippe tanken om papirflyveren ud af mit hår. Jeg tænkte på, om det var en form for besked fra skæbnen eller måske en hemmelig beundrer, der havde kastet den.
Da timen var slut, gik jeg op til min lærer og spurgte, om hun havde set, hvem der havde kastet papirflyveren. Men hun sagde, at hun ikke havde lagt mærke til det. Jeg følte mig lidt skuffet over, at jeg ikke kunne finde ud af, hvem der havde kastet den, men samtidig var jeg også lettet over, at det ikke var noget alvorligt.
Jeg gik ud af klassen og begyndte at gå hjem. Mens jeg gik, tænkte jeg stadig på papirflyveren og undrede mig over, hvordan den var landet i mit hår. Men pludselig indså jeg, at det ikke var så vigtigt. Det var bare en lille episode i min dag, og jeg skulle ikke lade det ødelægge mit humør.
Jeg gik hjem og lagde mig i min seng. Mens jeg lukkede mine øjne, tænkte jeg på, hvor heldig jeg var at have en sådan dejlig dag og en masse gode venner. Jeg smilede ved tanken om papirflyveren og faldt i søvn med en god følelse i mit hjerte.
