Det var en helt almindelig mandag morgen, og jeg var på vej i skole. Jeg havde sovet dårligt om natten og var træt og uoplagt. Da jeg nåede frem til klassen, var min lærer allerede i gang med at undervise.
Jeg satte mig ned på min plads og prøvede at følge med i undervisningen, men min opmærksomhed var rettet mod min lærer. Hun var en smuk kvinde med langt, lyst hår og smukke, blå øjne. Jeg havde længe haft en lille svaghed for hende, men jeg havde aldrig sagt noget til hende.
Pludselig følte jeg, at jeg var nødt til at sige noget til hende. Jeg ville fortælle hende, hvor meget hun betød for mig, og hvor meget jeg beundrede hende. Jeg havde tænkt mig at sige noget i retning af “Jeg synes, du er en fantastisk lærer” eller “Jeg beundrer dig virkelig meget”.
Men i stedet for sagde jeg “Jeg elsker dig”. Det var en fejltagelse, og jeg vidste med det samme, at jeg havde sagt noget dumt. Jeg rødmede og kiggede ned i bordet, mens resten af klassen grinede og fnisede.
Min lærer så på mig med et forvirret udtryk i øjnene. “Hvad sagde du?” spurgte hun.
Jeg kunne mærke, at jeg var ved at få en panikanfald. Jeg havde lyst til at stikke af og aldrig vende tilbage. Men i stedet kiggede jeg op på min lærer og sagde: “Undskyld, det var en fejltagelse. Jeg mente ikke at sige det”.
Min lærer nikkede forstående og fortsatte undervisningen, mens jeg sad og skammede mig over min dumme kommentar. Resten af dagen var jeg nervøs og flov, og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst.
Da dagen var slut, gik jeg hen til min lærer og undskyldte igen. Hun smilede til mig og sagde: “Det er okay, det kan ske for alle. Men jeg vil gerne minde dig om, at det ikke er passende at sige sådan til din lærer”.
Jeg nikkede og gik hjem med en følelse af lettelse. Jeg havde sagt noget dumt, men min lærer havde tilgivet mig. Jeg vidste, at jeg ville være mere forsigtig med mine ord i fremtiden, men jeg kunne ikke lade være med at føle en lille smule kærlighed til min lærer.
