Der var engang en magisk fe, som boede dybt inde i skoven. Hun var kendt for sine fantastiske tryllekunster og blev respekteret af alle de andre væsner i skoven. Hendes navn var Fiona, og hun havde en særlig evne til at forvandle almindelige genstande til noget magisk og unikt.
En aften mens Fiona fløj rundt i skoven, hørte hun en lille dreng græde. Hun fløj hen til ham og spurgte, hvad der var galt. Drengen fortalte, at han havde mistet sin yndlingsbamse, og han kunne ikke sove uden den. Fiona vidste, at hun måtte hjælpe, så hun tog en lille sten fra jorden og tryllede den om til en magisk bamse, som ville beskytte drengen og give ham søde drømme om natten.
Fiona fløj videre gennem skoven og mødte en trist fugl, som havde mistet sin sangstemme. Fiona vidste, at hun kunne hjælpe, så hun tryllede en lille blomst om til en magisk te, som ville give fuglen sin stemme tilbage. Fuglen sang så smukt, at alle de andre dyr i skoven stoppede op og lyttede.
Da Fiona fløj tilbage til sit lille hus i skoven, følte hun sig glad og tilfreds. Hun vidste, at hun havde gjort en forskel i skoven og hjulpet dem, som havde brug for det.
Men da hun skulle til at lægge sig til at sove, opdagede hun, at hun havde glemt at trylle en magisk drøm frem til sig selv. Hun tænkte længe og hårdt, men kunne ikke finde på noget. Pludselig kom hun i tanke om, at det vigtigste var ikke altid at hjælpe andre, men også at tage vare på sig selv.
Så Fiona lukkede øjnene og tænkte på alle de smukke steder, hun havde fløjet hen i sit liv. Hun tænkte på de smukke blomster og de duftende træer. Og pludselig begyndte hun at svæve op i luften, mens hun sang en magisk sang. Hun svævede rundt i luften, mens hun så på stjernerne og følte sig lykkelig og tilfreds.
Og da hun vågnede næste morgen, følte hun sig mere udhvilet og glad end nogensinde før. For hun vidste, at hun havde både hjulpet andre og taget vare på sig selv. Og det var det magiske ved hendes tryllekunster.
