Engang havde jeg en god ven, som jeg var rigtig tæt på. Vi gjorde alt sammen og havde det altid sjovt. Men en dag blev jeg rigtig sur på ham. Han havde gjort noget, som jeg ikke var glad for, og jeg følte mig svigtet.
Vi skændtes og råbte af hinanden. Jeg var så frustreret og vred, at jeg sagde noget, jeg fortryder dybt. Jeg sagde “jeg hader dig” til ham. Han kiggede på mig med tårer i øjnene og forlod rummet.
Jeg følte mig forfærdelig. Jeg vidste, at jeg ikke mente det, jeg havde sagt. Han var min ven, og jeg elskede ham virkelig. Men jeg havde så meget vrede indeni, at jeg ikke kunne styre mine ord.
Efter et par dage tænkte jeg over, hvorfor jeg havde sagt det, jeg havde sagt. Jeg indså, at jeg var såret og følte mig svigtet. Men jeg havde ikke sagt det på den rigtige måde. Jeg skulle have fortalt ham, hvordan jeg havde det, i stedet for at sige noget så voldsomt.
Jeg besluttede mig for at tale med ham og undskylde. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det, og hvorfor jeg havde sagt det, jeg havde sagt. Han lyttede og forstod mig. Han undskyldte også for det, han havde gjort, og vi blev enige om at starte forfra.
Det var ikke nemt at komme over den episode, men vi gjorde det. Vi lærte begge to, at det er vigtigt at tale om, hvordan man har det, og ikke bare råbe og skændes. Vi lærte også, at selvom man kan blive rigtig sur på hinanden, så betyder det ikke, at man ikke elsker hinanden.
Jeg er taknemmelig for min ven, og jeg vil aldrig sige noget så sårende igen. Vi er stadig tætte venner den dag i dag og har lært at tale om vores følelser på en mere konstruktiv måde. Jeg er glad for, at vi begge valgte at arbejde på vores venskab, og at vi nu er stærkere end nogensinde før.
