Julemanden og den magiske stjerne
Det var juleaften, og sneen lå tyk og blød over alle tagene. Højt oppe over skyerne susede Julemanden af sted i sin kane. Rensdyrene trak, og bjælderne sang i den kolde luft: kling, klang, kling.
På skødet havde Julemanden sin ønskeliste. Den var så lang, at den hang ud over kanten og blafrede i vinden. Men i lommen på den røde frakke lå en lille pakke, som han passede ekstra godt på. Den var til en pige, der hed Stella.
Stella kunne ikke se. Det havde hun aldrig kunnet. Til gengæld kunne hun høre, når sneen lagde sig på vindueskarmen, og hun kendte sin mors skridt på trappen, før døren gik op. Hun vidste, hvordan en appelsin duftede, og hvordan katten lød, når den spandt.
I sit ønskebrev havde hun skrevet med store, skæve bogstaver: "Kære Julemand. Jeg vil så gerne vide, hvordan lys føles." Julemanden havde læst brevet mange gange. Og han vidste præcis, hvad hun skulle have.
"Prr," sagde han, og rensdyrene landede blidt på Stellas tag. Sneen knirkede under deres klove. Julemanden klemte sig ned gennem skorstenen. Han var lidt for rund og lidt for tyk, men ned kom han. Stille listede han ind på Stellas værelse, hvor hun lå og sov med dynen trukket helt op til næsen.
Han pakkede gaven ud. Inde i papiret lå en stjerne, ikke større end en barnehånd. Den lyste blødt og gyldent, og den summede ganske stille, ligesom en lille bi, der nynner for sig selv: mmmm.
Julemanden lagde stjernen på puden ved siden af hende. "Stella," hviskede han. "Her er dit lys. Du kan ikke se det med øjnene, men du kan mærke det."
Stella slog øjnene op og rakte hånden ud. Fingrene fandt noget glat og varmt. Mmmm, summede stjernen. Da hun holdt den op mod kinden, bredte varmen sig, blød som sommersol på en bænk i haven.
"Er det lys?" hviskede hun. "Det er lys," sagde Julemanden.
Stella drejede stjernen rundt. Når hun holdt den mod vinduet, blev den kølig og sitrende, ligesom sneen derude. Når hun holdt den mod juletræet i stuen, kildede den i håndfladen og summede lidt højere, som om træet glimtede. Og da hun holdt den op mod Julemandens skæg, blev den helt lun. Stella fnisede. "Du er det varmeste af det hele."
Så kom der tårer i hendes øjne, men det var glade tårer. "Tak," sagde hun. "Det er den bedste gave, jeg nogensinde har fået." Julemanden blev så varm om hjertet, at han måtte løsne halstørklædet. "Jeg kommer forbi igen næste jul," sagde han. "Så skal du fortælle mig alt det, du har mærket."
Han klappede hende på hånden, kravlede op gennem skorstenen igen og satte sig i kanen. Rensdyrene satte af, og bjælderne klingede længere og længere væk: kling, klang, kling.
Stella lå tilbage med stjernen i hånden. Mmmm, summede den. Hun lagde den mod hjertet og tænkte på alt det, hun ville mærke i morgen: solen på sneen, mors læselampe, stearinlysene på julebordet.
Varmen gled op i armene og ned i tæerne, og øjnene blev tunge. Udenfor stod stjernerne stille på himlen. Og på puden lå én af dem og summede blødt, indtil Stella sov.
Sov godt.
