Julemandens hemmelige værksted
Viktor boede i en lille by langt ude på landet, hvor markerne om vinteren lå hvide og stille, og hvor sneen knirkede under støvlerne. Han var en dreng, der drømte meget. Allermest drømte han om at se julemandens værksted. Hvordan blev en træhest egentlig til? Og hvem bandt alle de røde sløjfer?
En aften i december lå Viktor under dynen med næsen lige over kanten. Huset var mørkt. Mor og far sov. Så hørte han det. Tok, tok, tok. Ssssk, ssssk.
Det lød som en lille hammer og et stykke sandpapir. Viktor satte sig op og lyttede. Tok, tok, tok. Ssssk, ssssk. Lyden kom ikke udefra. Den kom inde fra huset, et sted for enden af gangen.
Han listede ud på gulvet i sine uldsokker. Gulvbrædderne var kolde. Han gik forbi badeværelset, forbi skabet med vinterjakkerne og helt hen til enden af gangen. Der, hvor der plejede at være en bar væg, stod nu en stor dør af mørkt træ. Håndtaget var af messing og skinnede, som om nogen lige havde pudset det.
„Den har aldrig været der før,“ hviskede Viktor. Tok, tok, tok, lød det bag døren. Han lagde hånden på det kølige håndtag og trykkede forsigtigt ned.
Varm luft strømmede ud mod ham. Den duftede af savsmuld, appelsiner og nybagte pebernødder. Inde i rummet stod lange arbejdsborde, og op ad væggene var der hylder helt op til loftet. På hylderne sad dukker med strikkede huer, tog med røde vogne og små træbåde med sejl af lærred. I en kurv lå bolde i alle farver.
Midt i rummet stod en stor mand med hvidt skæg og en rød dragt med hvide pelskanter. Han havde ærmerne smøget op og en lille hammer i hånden. Han kiggede op og smilede, så øjnene næsten forsvandt i rynker. „Nå, der er du, Viktor,“ sagde julemanden. „Jeg tænkte nok, at du ville høre mig.“
Viktor kunne ikke sige noget. Han nikkede bare. „Jeg har travlt i aften,“ sagde julemanden og klappede på en skammel ved bordet. „Kunne du tænke dig at give en hånd med?“
Det kunne Viktor. Han fik et stykke sandpapir og en lille træhest, der stadig var ru på ryggen. Ssssk, ssssk, gjorde han, indtil hesten var glat som en sten fra stranden. Julemanden satte ører på den. Tok, tok, tok. Bagefter malede Viktor hvide pletter på hestens ryg og en lang, sort hale.
Sådan arbejdede de. Viktor pudsede, og julemanden hamrede. Viktor holdt fingeren på knuden, og julemanden bandt sløjfen. Engang imellem stak julemanden ham en pebernød, og en enkelt gang kom Viktor til at male sin egen næsetip rød. Julemanden grinede, så hele maven rystede.
Da den sidste pakke stod på hylden, var Viktors øjne tunge. Julemanden lagde en stor, varm hånd på hans skulder. „Tak for hjælpen, min ven. Uden dig var jeg aldrig blevet færdig.“ „Selv tak,“ gabte Viktor.
Bagefter kunne han ikke huske, hvordan han kom tilbage. Han huskede kun, at puden var blød, at dynen var lun, og at han sov, før han nåede at tænke på noget som helst.
Næste morgen vågnede han i sin egen seng. Solen skinnede på sneen udenfor. Det var bare en drøm, tænkte Viktor og strakte sig. Men da han kom ud på gangen, var der ingen dør for enden. Kun den bare væg. Og foran hans værelsesdør stod en lille stak pakker med røde sløjfer.
Øverst lå en, der ikke var pakket ind. Det var en træhest med hvide pletter på ryggen og en lang, sort hale. Viktor drejede den langsomt rundt. På den ene side sad en lille rød plet, præcis på størrelse med en næsetip.
Den aften lå Viktor under dynen igen med hesten ved siden af sig på puden. Mor puttede dynen godt rundt om ham og slukkede lyset. Huset blev stille. Viktor lyttede. Langt borte, eller måske kun inde i hans eget hoved, hørte han det. Tok, tok, tok. Ssssk, ssssk. Han smilede og lukkede øjnene.
Sov godt.
