Katten og musen, der delte deres legetøj
I et gammelt gult hus for enden af vejen boede en kat, der hed Pjuske, og en mus, der hed Pip. Pjuske var stor og blød og grå som regnvejr. Pip var lille og brun og så hurtig, at hun kunne nå fra køkkenet til stuen, før Pjuske var færdig med at strække sig.
De to var så forskellige, som man næsten kan blive. Pjuske kunne lide at sove i solen i vindueskarmen. Pip kunne lide at løbe rundt og snuse til alting. Men de var bedste venner, og de delte det hele. Den sidste ostekrumme, den varmeste plet på tæppet og alle de gode hemmeligheder.
En regnvejrsdag gik de på opdagelse oppe på loftet. Støvet dansede i lyset fra det lille vindue, og gulvbrædderne knirkede. Knirk, knirk, knirk. Bag en gammel lænestol stod en stor papkasse med snor om. »Hvad mon der er i den?« hviskede Pip. »Det finder vi ud af,« sagde Pjuske og bed snoren over.
Kassen var fuld af legetøj. Der var et nøgle rødt garn, en stribet snurretop, et lille tog af træ med tre vogne og en tromme med en blød pind. Allernederst lå en dukkeseng med et lappetæppe og et timeglas med gyldent sand. Det hele havde tilhørt et barn, der boede i huset for længe siden.
»Jeg vil have garnnøglet!« sagde Pjuske. »Og toget og trommen!« »Det vil jeg også!« sagde Pip. »Og snurretoppen!« De greb fat i det hele på én gang, og så sad de der med poterne fulde og kunne ikke lege med noget som helst. Toget væltede, og snurretoppen trillede ind under stolen.
Pip kiggede på timeglasset. »Hvad hvis vi skiftes?« sagde hun. »Når sandet er løbet ned, er det den andens tur.« Pjuske tænkte sig om, mens halen slog et par langsomme slag. »Din tur, min tur,« sagde han. »Det kan vi godt.«
Pjuske fik garnnøglet først. Han rullede det hen over gulvet, slog til det med poten og fik det viklet om ørerne. Imens sad Pip og kiggede på sandet. Det løb så langsomt. Hun trippede med fødderne. Hun sukkede. Men hun ventede.
Mens hun ventede, fandt hun på noget. »Når det bliver min tur, vil jeg køre med toget hele vejen rundt om lænestolen.« Da det sidste sandkorn faldt, vendte Pjuske selv timeglasset. »Din tur,« sagde han. Pip hoppede op i den forreste vogn, og Pjuske skubbede. Rumle, rumle, rumle, sagde toget hen over brædderne.
Sådan gik hele eftermiddagen. Din tur, min tur. Nogle gange var det svært at vente, især for Pjuske, når Pip spillede på trommen. Men ventetiden blev aldrig helt kedelig, for der var altid en ny leg at glæde sig til.
Næste morgen sagde Pip: »Skal vi spørge de andre, om de vil lege med?« Pjuske rynkede på næsen. »Er der nu nok legetøj til alle?« Det vidste ingen af dem. Men de spurgte alligevel. Pindsvinet fra haven kom, og spurven fra tagrenden, og den gamle hund Bastian fra huset ved siden af.
Det viste sig, at der var nok. Mere end nok endda. Spurven slog på trommen, mens pindsvinet snurrede rundt i takt med snurretoppen. Bastian trak toget med en snor i munden, så både Pip og Pjuske kunne sidde i vognene. Garnnøglet blev rullet ud til en lang, rød vej på tværs af loftet, og alle gik på den i en lang række.
Da det blev mørkt, gik gæsterne hjem. Pindsvinet puslede ned ad trappen, spurven fløj ud ad vinduet, og Bastian gabte så stort, at man kunne se alle hans tænder.
Pip kravlede op i dukkesengen og trak lappetæppet op til snuden. Pjuske krøllede sig sammen i den tomme papkasse lige ved siden af. Gennem det lille vindue kunne de se de første stjerner.
»Pjuske,« hviskede Pip. »I morgen er det din tur til at starte.« »Det ved jeg godt,« mumlede Pjuske. »Men du må gerne køre med toget først.« Så spandt han stille. Prrr, prrr, prrr. Sandet lå roligt i bunden af timeglasset, og de to venner sov.
Sov godt.
