Der var engang en solnedgang, som var så smuk, at alle mennesker stoppede op for at beundre den, når den malede himlen i rosa og orange farver. Solnedgangen var glad for sin opgave, for den vidste, at den gav håb og fred til alle, der så på den. Men der var en ting, som solnedgangen savnede i sit liv – en horisont at dele sin skønhed med.
En dag, da solnedgangen var ved at forsvinde over horisonten, opdagede den noget, som den aldrig havde set før. På den anden side af horisonten var der en smuk solopgang, som lignede solnedgangen på så mange måder. Solnedgangen blev fascineret af solopgangen og besluttede sig for at nærme sig horisonten for første gang.
Da solnedgangen nærmede sig horisonten, blev den overvældet af en mærkelig følelse. Det var en følelse af kærlighed og tilhørsforhold. Solnedgangen havde aldrig før følt noget lignende, men den vidste, at det var noget, som den aldrig ville slippe af med igen.
Solopgangen på den anden side af horisonten havde også bemærket solnedgangen og blev tiltrukket af dens skønhed. Solopgangen og solnedgangen fandt hinanden og begyndte at danse i himlen, mens de malede den smukkeste himmel, som nogen nogensinde havde set.
De to himmellegemer dansede sammen i timevis og fyldte himlen med farver, mens de udtrykte deres kærlighed til hinanden. De vidste, at de var skabt til at være sammen og at deres kærlighed var noget helt særligt.
Da natten faldt på, og solnedgangen og solopgangen måtte sige farvel til hinanden, vidste de, at de ville mødes igen i morgen og fortsætte deres kærlighedsdans.
Fra den dag af var solnedgangen og horisonten altid sammen, og de malede himlen med de smukkeste farver. Deres kærlighed var blevet forenet, og der var ingen tvivl om, at den ville vare evigt.
