Det var midnat, og Mia kunne stadig ikke sove. Tanken om den store eksamen i matematik, som hun havde om to dage, holdt hende vågen. Hun havde forberedt sig i uger, men det føltes stadig ikke nok. Hun vidste, at hun stod over for en kamp mod tiden.
Mia besluttede sig for at tage en tur udenfor for at få frisk luft og klare sine tanker. Hun gik ned ad den stille gade og vidste, at hun ikke var den eneste, der kæmpede mod tiden. Overalt kunne hun se folk, der arbejdede hårdt og svedte over deres opgaver.
Da hun kom tilbage til sit værelse, tog Mia en dyb indånding og satte sig ned ved sit skrivebord. Hun åbnede sin matematikbog og begyndte at gennemgå de sidste sider. Hun var i gang med at regne en af de mere komplicerede opgaver, da hun hørte et højt brag.
Mia sprang op af sin stol og løb hen til vinduet. Udenfor så hun en stor lastbil, der havde ramt en anden bil. Der var blod på forruden, og glasskår lå overalt på vejen. Mia vidste, at det var hendes pligt at hjælpe.
Hun løb ned ad trapperne og hen til lastbilen. Chaufføren var bevidstløs, og Mia vidste, at hun skulle handle hurtigt. Hun ringede til alarmcentralen og bad om en ambulance. Så begyndte hun at give førstehjælp til chaufføren, indtil hjælpen nåede frem.
Efter at ambulancefolkene havde taget sig af chaufføren, gik Mia tilbage til sit værelse. Hun var beskidt og træt, men hun vidste, at hun havde gjort det rigtige. Hun satte sig ned ved sit skrivebord igen og fortsatte med at arbejde på sine matematikopgaver.
Selvom hun kun havde et par timer tilbage, inden hun skulle sove, besluttede Mia sig for at blive oppe og arbejde hele natten. Hun vidste, at hun ikke kunne tillade sig at tabe kampen mod tiden nu.
Da solen stod op, var Mia færdig med sin sidste opgave. Hun havde klaret sig godt, og hun vidste, at hun havde lært en vigtig lektion. Det handler ikke kun om at vinde kampen mod tiden, men også om at hjælpe andre undervejs.
