Engang var der en lille, rød kat ved navn Mille. Hun var en livlig og nysgerrig kat, der altid var på jagt efter nye eventyr. Men der var en ting, Mille ikke var særlig god til: At vente.
Hver gang hendes ejer, Lise, skulle give hende mad eller lege med hende, miavede Mille utålmodigt og kradsede på døren. Hun kunne slet ikke vente på at få, hvad hun ville have lige nu og her.
En dag besluttede Lise sig for at tage Mille med ud i haven, hvor de kunne slappe af og nyde det gode vejr sammen. Men da Lise satte sig i græsset med en bog, begyndte Mille straks at miave og kradsede på Lises ben.
“Rolig nu, Mille,” sagde Lise og strøg katten over hovedet. “Vi skal nok lege om lidt, men lige nu vil jeg gerne læse min bog.”
Mille kiggede op på Lise med store, bedende øjne. Hun ville så gerne lege og have opmærksomhed, men hun vidste også, at Lise var hendes bedste ven og altid ville give hende, hvad hun havde brug for.
Så Mille besluttede sig for at lære at være tålmodig. Hun krøllede sig sammen ved siden af Lise og lukkede øjnene. Hun lyttede til fuglene, der sang i haven, og mærkede solens varme stråler på sin pels.
Efter en lille time rejste Lise sig op og sagde: “Kom, Mille, nu skal vi lege!” Mille strakte sig og sprang op på benene. Hun var stadig ivrig efter at komme i gang, men hun havde lært, at det var okay at vente lidt og nyde nuet.
Fra den dag af var Mille en anderledes kat. Hun miavede stadigvæk, når hun var sulten eller ville lege, men hun var også blevet bedre til at vente og nyde livet i stedet for at stresse rundt.
Og selvom Mille stadigvæk havde masser af eventyr i vente, vidste hun nu, at det var værd at vente på det rigtige øjeblik. For tålmodighed var en dyd, og livet var fuldt af små øjeblikke, der var værd at vente på.


