Det var en aften i efteråret, hvor vinden rusker i træerne og blade daler ned på jorden. Jeg var på vej hjem fra et længe ventet besøg hos min bedste veninde. Det var en lang tur hjem, og jeg var begyndt at blive træt. Da jeg endelig var nået til min gade, var det næsten helt mørkt. Jeg kiggede op på himlen og så, at der var fuldmåne. Det var en smuk nat, men noget føltes forkert.
Jeg gik langsomt ned ad gaden, og pludselig hørte jeg en underlig lyd. Det var som en blanding af en brummen og en hvislen. Jeg kiggede rundt, men der var ingen i nærheden. Jeg fortsatte min tur, men lyden blev ved med at følge mig. Jeg begyndte at føle mig urolig og tænkte på, om jeg skulle ringe til min far og bede ham om at hente mig.
Pludselig hørte jeg en stemme bag mig, der sagde “hej”. Jeg vendte mig om og så en ældre mand. Han smilede til mig og sagde, at han havde set mig gå forbi flere gange, og at han havde lyst til at sige hej. Jeg følte mig lettet og tænkte, at jeg var blevet paranoid.
Manden begyndte at tale med mig, og jeg følte mig mere og mere ubehagelig tilpas. Han talte om mærkelige ting som ånder og spøgelser. Jeg forsøgte at afbryde ham og sagde, at jeg var nødt til at gå hjem. Men han fortsatte med at tale og sagde, at han kunne mærke, at jeg havde noget overnaturligt i mig.
Jeg var blevet rigtig bange og skyndte mig at gå væk fra manden. Da jeg var langt nok væk, begyndte jeg at løbe. Jeg var så bange, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på, hvad han havde sagt. Jeg følte mig som om, jeg var blevet forfulgt.
Da jeg endelig nåede hjem, var jeg helt udmattet. Jeg gik i seng med det samme, men kunne ikke sove på grund af den ubehagelige følelse. Jeg tænkte på, om det var rigtigt, at jeg havde noget overnaturligt i mig, eller om manden havde taget fejl.
Jeg kunne ikke glemme det, og det tog mig flere dage at komme over det. Men jeg besluttede mig for aldrig igen at gå alene hjem om natten. Det var en lærestreg for mig, og jeg vil altid huske mødet med det overnaturlige.
