Engang for længe siden boede der en ung prins ved navn Alexander. Han var en god leder og elsket af sit folk, men selvom han havde alt, hvad hjertet kunne begære, følte han sig alligevel ensom.
En nat, efter en lang dag med at styre sit kongerige, lagde prinsen sig til at sove i sit store, bløde seng. Men selvom han var træt, kunne han ikke falde i søvn. Han lå bare og stirrede op i loftet og tænkte på, hvad der ville gøre ham lykkelig.
Pludselig kom en lille fe flyvende ind i hans værelse. Hun var sød og havde små, glitrende vinger og en skinnende krone på hovedet. Prinsen var så overrasket, at han næsten faldt ud af sengen.
“God aften, Prins Alexander,” sagde feen med en sød stemme. “Jeg ved, at du føler dig ensom, så jeg vil give dig en gave. Jeg vil tage dig med på en rejse i dine drømme, hvor du vil finde alt det, du har brug for for at være lykkelig.”
Prinsen var skeptisk, men samtidig nysgerrig. Han lukkede øjnene, og da han åbnede dem igen, befandt han sig på en smuk, grøn eng. Solen skinnede, og fuglene sang. Han kiggede ned på sig selv og opdagede, at han var klædt i en simpel, men smuk tunika.
Da han kiggede rundt, så han en smuk ung kvinde sidde på en sten og læse en bog. Hun var så smuk, at prinsen blev overvældet af hendes skønhed. Han gik hen til hende og spurgte, hvad hun læste.
“Det er en bog om kærlighed,” svarede kvinden med et smil. “Den fortæller om en prins, der leder efter sin sjæleven, men først finder hende, når han ikke leder efter hende.”
Prinsen kiggede på kvinden og vidste, at hun var den, han havde ledt efter. Han tog hendes hånd, og de gik sammen hen over engen. Der var ingen problemer, ingen bekymringer, ingen krig eller uretfærdighed. Der var kun kærlighed og lykke.
Da prinsen vågnede op, følte han sig mere lykkelig end nogensinde før. Han vidste, at hans drømme ville blive til virkelighed, og at han ville finde den kvinde, han elskede, når tiden var rigtig.
Og så faldt prinsen i søvn igen, med et smil på læberne og en følelse af lykke i hjertet.
