Engang for længe siden var der to stjerner, der var uadskillelige. De var så tæt på hinanden, at man kunne tro, at de var en og samme stjerne. De to stjerner var forelskede i hinanden og brændte af kærlighed.
Men en dag blev stjernen, der var tættest på Jorden, trist og ensom. Hun havde en følelse af, at hun manglede noget, men hun kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Hun begyndte at miste sin skønhed og sin stråleglans.
Den anden stjerne vidste, at hans elskede var trist, og han ville gøre alt for at hjælpe hende. Han tænkte og tænkte, og så fandt han på en plan. Han ville sende en kærlighedserklæring til hende, som hun ville kunne se fra Jorden.
Han begyndte at stråle ekstra meget og forme sig som et hjerte. Han sendte sine stråler ud i universet og håbede på, at hans elskede ville se hans kærlighedserklæring.
Efter nogle dage så stjernen, der var tættest på Jorden, den smukke kærlighedserklæring fra sin elskede. Hun blev fyldt med glæde og kærlighed, og hendes skønhed og stråleglans vendte tilbage.
Nu kunne de to stjerner igen stråle sammen og brænde af kærlighed. Deres kærlighed var så stærk, at den kunne ses fra Jorden, og mennesker begyndte at spekulere på, hvad der var sket med de to stjerner.
Men de to stjerner vidste, at deres kærlighed var stærkere end noget andet, og de ville altid være sammen, selvom de var millioner af kilometer fra hinanden.
Så når du kigger op på stjernerne om natten, kan du måske se de to stjerner, der brænder af kærlighed. De minder os om, at kærlighed er stærkere end afstand og tid, og at den kan overvinde alt.
