Rødhætte og ulven
Engang for længe siden boede der en lille pige, som alle kaldte Rødhætte. Hun var kendt for sin røde kappe og sin smukke, lyse hår. Rødhætte boede sammen med sin mor i en lille hytte i skoven.
En dag bad Rødhættes mor hende om at tage en kurv med mad til sin bedstemor, som boede på den anden side af skoven. Rødhætte tog glad imod opgaven og skyndte sig af sted.
Men på vejen mødte hun en stor, skummel ulv. Ulven spurgte hende, hvor hun var på vej hen, og Rødhætte fortalte ham, at hun var på vej til sin bedstemor med mad. Ulven fik straks lyst til at spise både Rødhætte og bedstemor.
Så ulven gav Rødhætte en løgnhistorie om, at hendes bedstemor var blevet syg og havde brug for medicin. Ulven sagde, at hvis Rødhætte plukkede nogle blomster til hende, ville han tage sig af at bringe hende medicinen.
Rødhætte var så bekymret for sin bedstemor, at hun gik med til ulvens forslag. Hun plukkede nogle smukke blomster og fortsatte af sted mod sin bedstemors hus.
Men da Rødhætte kom frem til bedstemors hus, opdagede hun til sin store skræk, at ulven allerede var der. Han havde spist bedstemoren og gemt sig i hendes seng.
Ulven forsøgte at narre Rødhætte ved at sige, at han var bedstemor, men Rødhætte var ikke dum. Hun opdagede hurtigt, at noget var galt, og flygtede fra huset.
Rødhætte løb så hurtigt hun kunne gennem skoven, og til sidst lykkedes det hende at finde vej tilbage til sin egen hytte. Hun fortalte sin mor om ulven og bedstemorens død, og sammen besluttede de sig for at gøre noget ved det.
De lavede en fælde til ulven og ventede tålmodigt på, at han skulle komme. Da ulven endelig faldt i fælden, kunne Rødhætte og hendes mor endelig få deres hævn. De slog ulven ihjel og begravede ham dybt i skoven.
Fra den dag af var Rødhætte og hendes mor ikke længere bange for ulve. De vidste, at de var stærke og modige, og at de kunne klare alt, hvad livet måtte byde på. Og sådan levede de lykkeligt til deres dages ende.
