Heksens plan
For længe siden lå der en lille landsby midt inde i en stor skov. Om morgenen røg det fra bagerens skorsten, spanden i brønden sagde knirk, knirk, når man hev den op, og hanen galede lidt for tidligt hver eneste dag.
Oppe på bakken, bag de høje graner, stod et smalt tårn af grå sten. Der boede heksen Morgana. Hun havde en lang, sort kappe, en næse som en lille kartoffel og et humør, der var surt som umodne æbler.
Morgana kunne ikke fordrage larm. Hun kunne ikke lide hanen, ikke kirkeklokken og slet ikke børnene, der grinede ved brønden. "Snak og fnis og kykliky," mumlede hun. "Hvis bare de alle sammen var stille som sten."
Og så fik hun en plan. Hun ville brygge en trylledrik, der kunne gøre hele landsbyen til sten, mens de sov. Kun én ting kunne bryde fortryllelsen: en lille amulet af grønt glas, som hun gemte øverst i tårnet i en æske med hængelås.
Men Morgana snakkede højt med sig selv, når hun plukkede svampe i skoven. Bag en stor bregne sad Thomas og samlede kogler, og han hørte det hele. Han holdt vejret, til heksen var gået. Så løb han hjem, så hurtigt hans ben kunne bære ham.
Den aften blæste det. Regnen trommede på tagene, og alle gik tidligt i seng. Morgana rørte i sin gryde, blub, blub, blub, og strøede mos og tusindfryd og en enkelt uglefjer i. Så pustede hun ud over bakken.
Et blåt skær drev ned mellem husene. Bageren stivnede midt i et gab. Hanen blev til en lille stenhane på hønsehuset. Mor og far blev til sten i sengen med dynen helt op til hagen. Men Thomas havde gemt sig under sin seng med et uldtæppe over hovedet, og skæret gled lige forbi ham.
Han kravlede ud. Huset var så stille, at han kunne høre sit eget hjerte. "Lille og stille," hviskede han. "Lille og stille." Så tog han fars lanterne og listede ud i regnen.
Tårndøren stod på klem. Thomas gik op ad trappen, trin for trin, lille og stille. Øverst sad Morgana i sin lænestol og snorkede, for det er hårdt arbejde at trylle en hel landsby. Nøglen til æsken hang på en krog lige over hendes hoved.
Thomas strakte sig op på tæerne. Nøglen klirrede en lille smule, og Morgana smaskede i søvne, men hun vågnede ikke. Klik, sagde hængelåsen. Der lå amuletten og lyste grønt som et blad med solen bagved.
Han løb ned ad bakken og løftede amuletten over brønden. Det grønne lys bredte sig mellem husene. Knirk, sagde stenen, og bageren gabede færdig. Kykliky, sagde hanen, alt for tidligt. Og mor og far satte sig op i sengen og spurgte, hvorfor han dog var så våd.
Oppe i tårnet vågnede Morgana ved hanen. Hun fór hen til vinduet. "Hvem har taget min amulet?" råbte hun og stampede i gulvet.
Men Thomas havde tænkt sig om. Han holdt amuletten op mod tårnet og sagde: "Luk dig, dør. Bliv hjemme, heks." Med et blødt bump smækkede døren i, og en grøn ranke voksede hen over den. Morganas tryllestav nøs en sky af sæbebobler, og så kunne den ikke trylle mere.
Morgana var meget sur. Men derinde var der ingen haner, ingen klokker og ingen fnisende børn. Der var kun regnen på taget og hendes gamle lænestol. Hun satte sig, lagde hænderne i skødet og lyttede til stilheden. Lidt efter snorkede hun igen.
Nede i landsbyen bar folk Thomas på skuldrene, og bageren gav ham den allerførste kanelsnegl. Den aften puttede mor ham ind under dynen. Amuletten lå på vindueskarmen og lyste svagt, og over granerne var skyerne drevet væk. Thomas kiggede på stjernerne, gabte en enkelt gang og sov, før mor nåede at lukke døren.
Sov godt.
