Engang for længe siden, i en fjern og fortryllende skov, levede der en lille fe ved navn Sølvvinge. Hun var en smuk og yndefuld skabning, med vinger af sølv og øjne så klare som krystaller. Men selvom Sølvvinge var glad, følte hun sig også ensom. Hun havde ingen venner, og hver aften fløj hun hjem til sit lille træhus og lagde sig trist til at sove.
En nat, mens Sølvvinge fløj gennem skoven, hørte hun et mystisk og betagende kald. Det lød som om det kom fra en fjern og ukendt verden, og Sølvvinge kunne ikke modstå fristelsen til at følge det. Hun fløj gennem tætte skove og over høje bjerge, indtil hun nåede en lysning, hvor en smuk og magisk kilde lå.
Sølvvinge var forbløffet over synet. Vandet var krystalklart, og ved kilden stod en anden fe, med vinger af guld og øjne så grønne som bladene på træerne. Hun hed Guldvinge, og hun var lige så ensom som Sølvvinge.
De to feer blev venner med det samme og begyndte at tilbringe deres aftener sammen ved kilden. De delte historier om deres liv i skoven og drømte om at udforske resten af verden sammen. Men en aften, mens de sad ved kilden og nød hinandens selskab, hørte de pludselig en underlig lyd.
Det lød som om nogen fulgte efter dem. De vendte sig om og så en stor og farlig drage, med skinnende røde øjne og skæl så sorte som natten. Dragen var rasende og fortalte dem, at kilden var fortryllet og at den tilhørte ham.
Sølvvinge og Guldvinge var bange, men så besluttede de sig for at kæmpe for deres nye venskab. De fløj op i luften og kastede magi på dragen, indtil han endelig gav op og forsvandt. De to feer var udmattede, men også lykkelige over at have overvundet deres frygt sammen.
Fra den dag af var Sølvvinge og Guldvinge uadskillelige. De fløj sammen gennem skoven og over bjergene, og de vidste, at de aldrig mere ville føle sig ensomme igen. Og selvom kilden stadig var fortryllet, var det ikke længere et mysterium. Det var et sted, hvor to venner kunne mødes og dele deres drømme og eventyr.
