Engang var der en mand, hvis sjæl var fortabt på hospitalet. Han havde været indlagt i flere måneder, og selvom hans krop var ved at komme sig, var hans sind stadig fanget i mørket.
Han lå i sin seng og stirrede op i loftet, mens han lyttede til de andre patienters stønnen og hosten. Han havde mistet tællingen på, hvor mange mediciner han havde fået, og hvor mange gange han havde set sygeplejerskernes trætte ansigter.
Men en nat skete der noget. Han vågnede op midt om natten og så en skikkelse stå ved siden af sin seng. Det var en ung kvinde med langt, sort hår og en bleg hud. Hun havde et trist udtryk i øjnene, og hendes stemme var sagte, da hun talte.
“Jeg er den fortabte sjæl,” sagde hun. “Jeg har været fanget her i årevis, og jeg kan ikke finde vej ud.”
Manden lyttede til hende og følte en pludselig trang til at hjælpe hende. Han vidste ikke hvorfor, men han var sikker på, at han skulle gøre noget.
Så han stod op af sengen og tog kvindens hånd. Han førte hende ud af rummet og ned ad gangen, mens hun fortalte ham om sit liv og hendes drømme.
Da de nåede enden af gangen, åbnede han døren til en trappe, der førte nedad. Han vidste ikke, hvor trappen førte hen, men han var sikker på, at det var det rigtige sted.
Så de gik ned ad trappen, trin for trin, indtil de nåede et sted med lys. Det var en smuk have fyldt med blomster og træer, og i midten af haven var der en stor fontæne.
Kvinden så på ham med taknemmelige øjne og sagde: “Tak fordi du har hjulpet mig med at finde vej.”
Så forsvandt hun, og manden gik tilbage til sit rum. Han vidste, at han aldrig ville glemme den fortabte sjæl på hospitalet, men han havde også fundet en ny styrke i sig selv. Han vidste nu, at han kunne hjælpe andre, hvis han havde modet til det.
