Den lille dreng, der fik en flyvende drage
Oliver ønskede sig en drage. Ikke en af papir, der hang i en snor, men en rigtig en med vinger, der kunne flyve. Han tegnede drager på bagsiden af gamle breve, og når han lå i græsset, kiggede han op og ledte efter vinger mellem skyerne.
En eftermiddag gik Oliver en tur i skoven. Han trådte på kogler, så de knasede, og han samlede en pind op, der lignede et sværd. Så hørte han det. Vuuusj. Bladene på jorden hvirvlede op, og en stor skygge gled hen over stien.
Oliver kiggede op. Over trætoppene fløj en drage. Den var grøn som mos og havde skæl, der glimtede som kobber, når solen ramte dem. Halen svajede bag den som en lang vimpel.
»Vent!« råbte Oliver og løb efter den. »Vent på mig! Jeg vil også flyve!«
Dragen drejede rundt i en stor, langsom bue og landede i en lysning, så jorden gav et lille bump. Den lagde hovedet på skrå og så på Oliver med to gyldne øjne. Så pustede den ud gennem næsen. Luften var varm og duftede af ristet brød. Dragen nikkede, og den sænkede den ene vinge ned til jorden som en trappe.
Oliver kravlede op og satte sig mellem to store, runde skæl. De var varme, ligesom sten, der har ligget i solen hele dagen. Vuuusj, sagde vingerne, og så lettede de.
Skoven blev mindre og mindre under dem. Trætoppene lignede bløde, grønne puder. Søerne lå blanke som spejle, og floden snoede sig gennem engene som et sølvbånd. Vinden kildede Oliver i håret, og han lo og hujede, så fuglene kiggede efter ham.
Lidt efter lidt blev himlen orange og så lyserød. Foran dem lå en stor, gammel skov, der allerede var mørkeblå i skumringen. Oliver holdt lidt fastere ved dragens hals. Men dragen brummede dybt inde i brystet, en rolig lyd, der føltes som en kat, der spinder. Den vidste godt, hvor den skulle hen.
De dalede ned mellem grenene og landede ved en lille hytte med mos på taget. Udenfor sad en gammel mand i en tyk uldtrøje og pustede til et bål. Han så op og smilede, så hele skægget bevægede sig.
»Nå, Glød, der er du jo,« sagde han. »Og du har taget selskab med.« Han nikkede til Oliver. »Glød og jeg er gamle venner. Bare rolig, jeg sender min ugle hjem med besked, så dine forældre ved, at du sover godt her i nat.« Uglen baskede afsted ind mellem træerne, og Oliver mærkede, at skuldrene faldt ned.
De ristede snobrød over bålet. Glød lagde sig i en stor ring rundt om dem som en varm mur, og manden fortalte om drager, der bygger rede højt oppe på bjergene, og om dengang Glød var så lille, at den kunne sove i en hat. Oliver lyttede, til øjnene blev tunge, og han faldt i søvn under et lappetæppe inde i hytten.
Da han vågnede næste morgen, var dragen væk. Der var kun et stort, rundt aftryk i det våde græs. Og midt i aftrykket lå et lille skæl, der glimtede som kobber.
Oliver blev stille. »Kommer den ikke tilbage?« spurgte han. Den gamle mand lagde en hånd på hans skulder. »Drager flyver, hvor de vil,« sagde han. »Men den valgte at tage dig med. Det sker ikke for ret mange.« Han gav Oliver skællet, og så fulgte han ham hjem ad stien, hvor hans mor og far stod og vinkede ved lågen.
Om aftenen blev Oliver puttet i sin egen seng. Skællet lå i vindueskarmen og fangede det sidste lys. Han kiggede ud på månen, og et kort øjeblik syntes han, at en lang skygge med vinger gled forbi den. Vuuusj, hviskede han, og så lukkede han øjnene og sov.
Sov godt.
