Engang for længe siden, i en fjern galakse, boede der en lille prins. Han var ikke som de andre prinsesser og prinser, der boede i det kongelige palads. Han var anderledes. Han var lille, og han var altid ensom.
En dag, mens den lille prins sad på sin balkon og kiggede ud på den smukke stjerneklare nattehimmel, hørte han en stemme. “Hej, lille prins,” sagde stemmen. “Hvem taler der?” spurgte den lille prins. “Det er mig, din ven,” svarede stemmen.
Den lille prins kiggede rundt, men han kunne ikke se nogen. “Hvem er du?” spurgte han igen. “Jeg er stjernen, der lyser lige over dig,” svarede stemmen.
Den lille prins kiggede op, og der så han den smukkeste stjerne, han nogensinde havde set. “Hej stjerne,” sagde den lille prins. “Hej lille prins,” svarede stjernen.
Fra den dag af talte den lille prins og stjernen sammen hver aften. De talte om alt muligt, og den lille prins følte sig ikke længere ensom. Han havde en ven, han kunne tale med.
En dag sagde stjernen til den lille prins: “Lille prins, jeg vil gerne give dig en gave.” “En gave?” spurgte den lille prins. “Ja,” svarede stjernen. “Jeg vil give dig min lys.”
Den lille prins blev overrasket. “Din lys?” sagde han. “Ja,” svarede stjernen. “Jeg vil give dig min lys, så du aldrig behøver at være ensom igen.”
Den lille prins blev glad, og han takkede stjernen. Fra den dag af havde den lille prins altid en lille stjerne på sin finger, og den lyste så smukt, at alle de andre prinsesser og prinser blev misundelige.
Men den lille prins vidste, at det ikke var stjernens lys, der gjorde ham lykkelig. Det var venskabet med stjernen, der gjorde ham lykkelig.
Og fra den dag af vidste den lille prins, at han aldrig ville være ensom igen, for han havde en ven, der altid ville lyse for ham.
