En aften, da solen var gået ned og stjernerne var dukket op på himlen, stod der en gammel dør midt i en skov. Døren så ud til at være glemt og forladt, men den havde en magisk kraft.
En lille dreng ved navn Emil var ude på en gåtur i skoven med sin far. Da de gik forbi døren, kunne Emil ikke lade være med at spørge sin far, hvad der var på den anden side af døren. Hans far svarede, at han ikke vidste det, men at døren havde været der så længe, han kunne huske.
Emil kunne ikke slippe tanken om den magiske dør. Han tænkte på den hele aftenen og besluttede sig for at tage tilbage til skoven næste dag for at undersøge døren nærmere. Da han nåede frem til døren, var den stadig lige så gammel og forladt som dagen før.
Emil lukkede øjnene og tænkte på, hvad der kunne være på den anden side af døren. Pludselig hørte han en knirkende lyd, og da han åbnede øjnene igen, var døren forsvundet, og i stedet var der en smuk have foran ham.
Emil gik ind i haven og var forbløffet over dens skønhed. Alt var fyldt med farverige blomster og store træer med frugt på. I midten af haven var der en stor sø med en lille båd, som Emil kunne sejle rundt i.
Mens Emil udforskede haven, opdagede han, at der var flere døre, som førte til forskellige steder. En dør førte til en stjerneklar nattehimmel, en anden dør førte til en ørken, og en tredje dør førte til en magisk skov.
Emil havde aldrig oplevet noget lignende før. Han besluttede sig for at udforske alle dørene og se, hvor de førte ham hen. Han var sikker på, at der var mere magi at opdage i denne fortryllende have.
Da det blev mørkt, vendte Emil tilbage til den første dør, som førte ham tilbage til skoven. Han var træt og forvirret over alt det, han havde oplevet, men han vidste, at han ville komme tilbage til den magiske have og udforske mere af dens magi.
Emil gik hjem med et smil på læben, og da han lagde sig til at sove, tænkte han på alle de magiske eventyr, der ventede på ham i den gamle, forladte dør i skoven.
