Der var engang en lille by i udkanten af landet, hvor alle kendte hinanden. Der var en lille gade med huse på begge sider, og det var her, en ung mand ved navn Peter boede sammen med sin hund, Bruno. Peter elskede sin hund mere end noget andet i verden, og Bruno var altid der for at beskytte sin ejer.
En nat, da Peter sov dybt, hørte Bruno en lyd udenfor. Han rejste sig op og gik hen til vinduet for at se, hvad der foregik. Han opdagede en tyv, der var ved at bryde ind i huset gennem vinduet. Bruno vidste, at han måtte hjælpe sin ejer, så han løb hen til Peters seng og begyndte at gø højt.
Peter vågnede op og så, at Bruno var meget urolig. Han vidste, at noget var galt, og gik hen til vinduet for at se, hvad der foregik. Da han så tyven, var han meget bange, men han vidste også, at han måtte gøre noget for at beskytte sit hjem.
Peter tænkte hurtigt og greb fat i sin mobiltelefon for at ringe til politiet. Men der var ingen dækning i området, så han var nødt til at tage sagen i egen hånd. Han greb en baseball-kølle, som han havde liggende ved siden af sin seng, og gik hen til vinduet.
Tyven var endnu ikke kommet ind i huset, så Peter havde stadig en chance for at stoppe ham. Han åbnede vinduet og råbte højt: “Jeg har en baseball-kølle, og jeg vil bruge den, hvis du ikke forsvinder nu!”
Tyven blev meget bange og forsøgte at flygte, men Bruno var hurtigere. Han løb ud af huset og begyndte at jagte tyven. Tyven løb så hurtigt, han kunne, men Bruno var lige i hælene på ham.
Til sidst gav tyven op og faldt på knæ. Han bad om tilgivelse og lovede aldrig at gøre det igen. Peter og Bruno var glade for, at de havde stoppet tyven, og de var taknemmelige for, at Bruno havde været der for at hjælpe.
Da de vendte tilbage til huset, gik Peter og Bruno tilbage i seng. Bruno lagde sig ned ved Peters fødder, og Peter kunne ikke lade være med at smile. Han vidste, at han havde den bedste ven i verden. En ven, der altid ville beskytte ham og hjælpe ham i nødsituationer.


