Engang boede der en mand i en lille by, som altid kiggede ud af vinduet om natten. Han boede i et lille hus, hvor der var trukket gardiner for alle vinduerne undtagen ét. Gennem det ene vindue kunne man se en skummel figur, der stirrede ud på gaden. Naboerne var bange for ham, fordi han altid virkede så uhyggelig.
En nat var der en lille dreng, som skulle til at gå i seng. Han lagde sig i sin seng og begyndte at tænke på den uhyggelige nabo, der altid kiggede ud af vinduet om natten. Han tænkte på, hvordan naboens øjne fulgte ham, når han gik forbi hans hus om dagen. Drengen blev mere og mere bange og kunne ikke falde i søvn.
Pludselig hørte han en lyd udenfor sit vindue. Det var naboens kat, der var hoppet ind i hans have. Drengen besluttede sig for at gå ud og jagte katten væk, men da han trådte ud af døren, så han naboens ansigt i vinduet. Det var som om, han kiggede lige på ham.
Drengen skyndte sig at gå tilbage ind i sit hus og låste døren. Han var bange for, hvad naboens plan kunne være. Men efter et stykke tid, blev han nysgerrig og kiggede ud af sit vindue. Til hans overraskelse så han, at naboens hus var tomt. Der var ingen i vinduet længere.
Drengen var lettet og tænkte, at naboens uhyggelige opførsel måske skyldtes ensomhed. Han besluttede sig for at gå over og besøge ham næste dag. Da han gik over til naboens hus, mødte han en venlig og venligt udseende mand, som inviterede ham indenfor.
Manden fortalte drengen, at han havde mistet sin kone for nogle år siden og havde ikke haft nogen at tale med siden da. Han havde ikke altid været så uhyggelig, men han kunne ikke lade være med at stirre ud af vinduet om natten og se på livet, der gik forbi.
Drengen forstod nu, at hans nabo ikke var farlig, men i stedet bare ensom. Han besluttede sig for at besøge ham oftere og holde ham med selskab. Fra den dag af, kiggede naboens ansigt ikke længere så uhyggeligt ud, når han kiggede ud af vinduet om natten. Det var et venligt ansigt, der var taknemmeligt for at have en ven.
