Julenissen og de forsvundne julelys
Det var en kold aften i december. Sneen lå tyk på tagene, og månen hang lavt over byen. Julenissen gik fra hus til hus med sin store sæk på ryggen. Knas, knas, sagde sneen under hans støvler.
Han listede gaver ind under juletræerne og smuttede ud igen, før nogen hørte ham. I alle haverne lyste julelysene. De sad i hækkene og hang over dørene, gule og røde og grønne, og de fik sneen til at glimte.
Til sidst kom han til det sidste hus i rækken. Der stoppede han brat. Haven var mørk. På grenen af æbletræet, hvor der plejede at hænge en lang kæde af lys, var der ingenting. "Nå da," mumlede julenissen og kløede sig i skægget. "Hvor er lysene henne?"
Han bankede forsigtigt på, men ingen svarede. På køkkenbordet lå en seddel: Hos mormor. Hjemme sent. Julenissen lagde gaverne under træet i stuen. Da han kom ud igen og så den mørke have, sukkede han. Det var da en trist ting at komme hjem til midt om natten.
"Den sag må jeg tage mig af," sagde han. Så gik han ud i byen. Han kiggede i gader og små stræder, bag skraldespande og under trapper. Knas, knas, sagde sneen. "Hvor er lysene henne?" spurgte han ud i mørket. Men ingen svarede.
Ved en kældertrappe hørte han nogen nynne. Det var en lille mus med en hasselnød i favnen. Den sang en julesang så lavt, at det næsten var en hvisken. "Godaften, lille mus," sagde julenissen. "Har du set nogen tage en kæde af julelys?"
Musen lagde hovedet på skrå og tænkte længe. Så længe, at julenissen nåede at tælle til ti inde i hovedet. "Jeg så en stor kat i går aftes," sagde den til sidst. "Den gik forbi med noget i munden. Det lyste. Lidt ligesom stjerner, der var faldet ned." "Tak skal du have," sagde julenissen og gav musen en rosin fra sin lomme.
Så ledte han efter katten. Han ledte ved bageren, ved den gamle brønd og nede ved havnen. Ingen kat. Hans tæer var blevet kolde, og hans næse var blevet rød som et æble. Men så, i en smal gyde mellem to huse, så han noget glimte.
Der sad katten. Den var stor og grå og lidt pjusket, og foran den lå lyskæden i en bunke. Katten puffede til den med poten, pling, og kiggede på, hvordan lysene blinkede på murstenene. Puf, pling. Puf, pling.
"Godaften, kat," sagde julenissen stille. "Det er nogle fine lys, du har dér." Katten krummede sig sammen. "Her er så mørkt om natten," sagde den. "Alle de andre har lys. Jeg ville bare låne lidt." Julenissen satte sig på hug i sneen. "Det forstår jeg godt. Men der er et hus, hvor haven er helt mørk nu. Og der kommer nogle børn hjem i nat."
Katten kiggede længe på lysene. Så skubbede den kæden hen mod julenissen med snuden. "Tak," sagde julenissen. Han rodede i sin sæk og fandt en stump røget fisk og en lille blank stjerne af sølvpapir. Stjernen hængte han på en krog over kattens plads, hvor den fangede månelyset og glimtede ned i gyden. Katten spinnede så højt, at det rumlede.
Julenissen skyndte sig tilbage til det sidste hus i rækken. Han viklede lyskæden rundt om æbletræets gren, en gang, to gange, tre gange, og tændte den. Haven lyste gul og rød og grøn, og sneen glimtede igen.
Lidt efter kom en bil langsomt op ad vejen. Julenissen gemte sig bag hækken og så, hvordan to søvnige børn blev båret ind. Det ene barn løftede hovedet og hviskede: "Se, lysene venter på os."
Hjemme i sit eget lille hus satte julenissen sig i den bløde stol ved kaminen. Han tog støvlerne af og varmede tæerne. Koppen med kakao dampede i hans hænder, og ude i byen glimtede en lille sølvstjerne over en grå kat, der lå krøllet sammen.
Julenissen tog en sidste tår. Så faldt hans øjne langsomt i, og ilden knitrede blødt, knit, knit, mens sneen dalede stille ned over alle tagene.
Sov godt.
