Engang for længe siden levede der en venlig bjørn i en dyb skov. Han havde altid været ensom, fordi han ikke kunne tale med de andre dyr i skoven. Han havde forsøgt at tale med dem, men de forstod ham aldrig, og han forstod dem heller ikke. Bjørnen følte sig ofte trist og alene.
En dag besluttede bjørnen sig for at tage ud i skoven og lære at tale med de andre dyr. Han gik rundt i skoven og lyttede til de forskellige dyrelyde, og han gjorde sit bedste for at efterligne dem. Men ingen af dyrene forstod ham stadigvæk.
Bjørnen var ved at give op, da han pludselig mødte en gammel ugle. Uglen var kendt for at være den klogeste af alle dyr i skoven, og bjørnen bad om hendes hjælp. Uglen fortalte bjørnen, at han skulle lytte til dyrene og forsøge at forstå deres sprog.
Bjørnen lyttede nøje til dyrene og langsomt begyndte han at forstå, hvad de sagde. Han lærte at tale med dem og de lærte at tale med ham. Bjørnen var nu ikke længere ensom, og han blev ven med alle dyrene i skoven.
En dag var bjørnen ude og gå en tur, da han mødte en lille kanin. Kaninen var meget bange, fordi hun var blevet fanget af en jæger. Bjørnen spurgte kaninen, hvad der var sket, og han besluttede sig for at hjælpe hende.
Bjørnen talte med de andre dyr i skoven, og sammen fandt de ud af, hvor jægeren var. De besluttede sig for at befri kaninen, og de arbejdede sammen for at gøre det. Til sidst lykkedes det dem at befri kaninen, og hun var meget taknemmelig.
Fra den dag blev bjørnen kendt som den venlige bjørn, der kunne tale med dyrene. Han havde lært at forstå og tale med alle dyrene i skoven, og han brugte sin nye evne til at hjælpe andre dyr i nød. Og han var aldrig mere ensom eller trist, fordi han havde mange venner i skoven.
