Det var en sen aften, og jeg havde lige været ude og handle ind til morgenmaden. Jeg var ved at lægge mine varer på båndet, da jeg pludselig så en kvinde, der lignede min mor på en prik. Jeg blev helt overrasket og tænkte, at jeg måtte have taget fejl af tidspunktet, for min mor var da ikke ude og handle ind så sent på aftenen.
Jeg gik nærmere for at sige hej, men da jeg kom tættere på, blev jeg klar over, at det ikke var min mor alligevel. Kvinden kiggede på mig med et undrende blik, og jeg følte mig pludselig meget pinlig berørt. Jeg undskyldte og skyndte mig til kassen for at betale mine varer.
Da jeg kom hjem, var jeg stadig forvirret over, hvordan jeg kunne have forvekslet min mor med en fremmed på supermarkedet. Jeg tænkte på det hele aftenen og kunne slet ikke falde i søvn.
Næste morgen spurgte jeg min mor, om hun havde været ude og handle ind sent på aftenen, og hun kiggede på mig med et undrende blik og sagde: “Nej, selvfølgelig ikke, det er da alt for sent at handle ind.”
Jeg følte mig lidt dum over min forveksling, men samtidig var jeg lettet over, at min mor ikke havde været ude på det tidspunkt. Jeg besluttede mig for at lægge episoden bag mig og bare grine af det.
Men senere på dagen modtog jeg en besked fra min mor, hvor hun skrev: “Jeg var ude at handle ind sent i går aftes, men jeg så dig ikke. Håber du fik alt, hvad du skulle bruge.”
Jeg kunne ikke tro det – min mor havde været ude at handle ind på det tidspunkt, og jeg havde forvekslet hende med en fremmed på supermarkedet. Jeg følte mig både pinlig berørt og lettet på samme tid.
Jeg besluttede mig for at tage revanche ved at invitere min mor ud på en lækker morgenmad, hvor vi kunne grine af episoden sammen. Det blev en hyggelig morgen, og vi lo af min forveksling og mine pinlige øjeblikke på supermarkedet.
Fra den dag af har jeg altid taget en ekstra tårn omkring, når jeg ser en person, der ligner min mor, for jeg vil ikke risikere at forveksle hende med en fremmed igen.
