Nissens julemagi
Langt oppe mod nord, hvor granerne står så tæt, at sneen næsten ikke kan nå jorden, boede en lille nisse, der hed Alfred. Han havde rød hue, grå uldsokker og et skæg, der altid havde lidt grød i den ene side. Alfred var en af julemandens bedste hjælpere. Han kunne pakke en gave så stramt, at båndet sagde ping, når man rørte ved det.
Men i år var Alfred træt. Der var så mange lister, så mange pakker og så meget papir, der skulle klippes. Han pakkede og pakkede, og han kunne ikke længere huske, hvorfor han nogensinde havde syntes, det var sjovt. »Det er bare papir og bånd,« mumlede han. »Papir og bånd og papir og bånd.«
En aften sad Alfred i sit lille hus under den store gran og kiggede ind i ilden i kakkelovnen. Han havde ikke engang tændt et eneste julelys. Så hørte han noget udenfor. Knirk, knirk, lød det i sneen. Og så en lille snøften.
Alfred trak støvlerne på og listede ud. Mellem træerne stod en lille pige i blå flyverdragt med sne på huen. Hun holdt en kogle i hånden, og hendes kinder var røde af kulde. »Hej,« sagde Alfred stille. »Hvem er du?« »Sigrid,« sagde pigen. »Jeg ville finde den fineste kogle til vores juledekoration. Men nu kan jeg ikke se vores hus.«
»Så kommer du med ind og varmer dig først,« sagde Alfred. »Bagefter finder vi hjem.« Han tog hendes vante, og sammen gik de hen til huset under granen. Knirk, knirk, sagde sneen under hendes støvler. Knirk, knirk, sagde den under hans.
Indenfor pakkede Alfred Sigrid ind i sit tykkeste tæppe, det med de røde tern. Han varmede mælk i en lille gryde og rørte kakao i, til det duftede sødt i hele stuen. Sigrid holdt kruset med begge hænder og blæste på det, så dampen krøllede op omkring hendes næse.
»Du har slet ingen julelys,« sagde hun og kiggede sig omkring. »Nej,« sagde Alfred. »Jeg har haft så travlt.« Sigrid tænkte sig om. »Hjemme hos os tænder vi et lys hver aften. Så sidder vi helt tæt i sofaen, mor og far og min lillebror og mig. Og når far læser højt, lægger min lillebror sine kolde tæer på mine ben.« Hun fnisede. »Det er det bedste ved julen. At vi sidder tæt.«
Hun fortalte om julestjernen, hun havde klippet, og som var blevet lidt skæv. Om småkagerne, der var blevet brændt i kanten, men smagte godt alligevel. Om pakken til hendes farmor med en tegning af en kat indeni. Alfred lyttede. Han lyttede så godt, at han helt glemte sine lister.
Han kom til at tænke på alle de pakker, han havde pakket. Hver eneste en skulle ligge under et træ et sted, hvor nogen sad tæt sammen og ventede. Det var slet ikke bare papir og bånd. Det var det, der lå inden i.
Kakaoen var drukket, og Sigrids øjne var blevet tunge. Hun faldt i søvn med tæppet trukket op til hagen. Alfred rejste sig stille. Han fandt en stump stearinlys i skuffen og tændte det i vindueskarmen. Udenfor dalede store, bløde snefnug ned, og i skæret fra flammen glimtede de som små stykker sølv. Alfred mærkede noget varmt brede sig i maven, ligesom når man har drukket kakao. Bare uden kakao.
Så hentede han sin kælk, lagde Sigrid forsigtigt op på den, stadig svøbt i tæppet, og trak hende gennem skoven. Knirk, knirk. Han fulgte hendes små fodspor tilbage, og snart kunne han se et vindue med et tændt lys ude ved skovkanten.
Døren gik op, og Sigrids mor kom ud i sne til anklerne. Alfred gemte sig bag en busk, så hun kun så kælken og den sovende pige. Moren løftede Sigrid op og kyssede hende i håret. »Der er du jo, min skat,« hviskede hun. Sigrid smilede i søvne og holdt stadig fast om sin kogle.
Alfred gik hjem gennem den stille skov. Da han kom ind, lod han lyset i vinduet brænde lidt endnu. Han tog huen af, kravlede op i sengen og trak dynen helt op til ørerne. Udenfor faldt sneen og faldt.
I morgen skulle han pakke igen. Og han glædede sig allerede. Så lukkede Alfred øjnene og faldt i søvn med et lille smil i skægget.
Sov godt.
