Der var engang en lille nisse ved navn Alfred. Han var en af julemandens mest betroede hjælpere og boede i en skov langt oppe i det kolde nord. Alfred elskede julen og alt, hvad den stod for. Han nød at se børnenes glade ansigter, når de så de smukt pyntede juletræer og åbnede deres gaver.
Men i år var noget anderledes. Alfred havde mistet sin tro på julen. Han havde set så meget ondskab og had i verden, og det havde fået ham til at tvivle på, om julens budskab om kærlighed og fred overhovedet var reel.
En nat, da Alfred lå og tænkte over sin tvivl, hørte han en lyd ude i skoven. Han listede ud for at se, hvad der var sket, og opdagede en lille pige, der var gået vild i skoven. Pigen var kold og bange og havde brug for hjælp.
Alfred vidste, at han var nødt til at hjælpe pigen, så han førte hende tilbage til sit hus og gav hende varm kakao og tæpper. Mens pigen varmede sig op, fortalte hun Alfred om, hvor meget hun elskede julen. Hun fortalte om alle de smukke julelys og de gode minder, hun havde med sin familie.
Alfred begyndte langsomt at indse, at han havde mistet sin tro på julen på grund af alt det negative, han havde set i verden. Men nu så han, at der stadig var lys og håb i verden, og at julen stadig kunne bringe glæde og kærlighed til mennesker.
Da pigen var faldet i søvn, kiggede Alfred ud af vinduet og så snefnuggene dale ned fra himlen. Han følte pludselig en varm følelse i sit hjerte, og han vidste, at det var takket være pigen og hendes fortælling om julens magi.
Alfred gik i seng med et smil på læben og følte sig igen som en del af julens magi. Han vidste, at han ville fortsætte med at sprede glæde og kærlighed til alle, han mødte, og at han ville tro på julens budskab om fred og kærlighed for altid.
