Engang for længe siden levede der en smuk prinsesse ved navn Isabella. Hun boede i et stort slot med sin far, kongen, og hendes mor, dronningen. Prinsessen var kendt for sin smukke stemme og sit venlige hjerte. Hun elskede at synge og spille musik, og hun brugte ofte sin tid på at hjælpe de fattige og de trængende.
En aften lagde prinsessen sig til at sove, træt efter en lang dag med at hjælpe sit folk. Hun lukkede sine øjne og faldt hurtigt i søvn. Men da hun sov, begyndte hendes drømme at tage hende på en fantastisk rejse.
I hendes drømme var hun en fe, der fløj rundt i en smuk skov fyldt med blomster og farverige sommerfugle. Hun sang smukke sange og spillede sin harpe for de dyr, hun mødte på sin vej. Hun dansede med elverpiger og spiste søde bær og honningkager.
Senere i drømmen var hun en prinsesse igen, men denne gang boede hun på en øde ø. Her var hun omgivet af havet og mågerne, men hun var ikke alene. Hun havde en ven, en lille havfrue, som hun legede med og sang sange til. De byggede sandslotte og fangede fisk, og prinsessen lærte endda at svømme som en havfrue.
Da drømmen nærmede sig slutningen, befandt prinsessen sig i en stor, smuk have fyldt med farverige blomster og træer. Hun sad i en lille båd, som langsomt drev ned ad en flod. Hun nød udsigten og lyden af vandet, der skvulpede mod båden. Pludselig så hun et smukt slot i det fjerne, og hun vidste, at det var hendes eget slot. Hun blev glad og taknemmelig for at have sådan et smukt hjem og en kærlig familie.
Endelig vågnede prinsessen op fra sin drøm, men hun følte sig stadig glad og fredfyldt. Hun vidste, at hun havde haft nogle utroligt søde drømme, og hun vidste også, at hun ville huske dem for evigt. Hun lukkede sine øjne igen og faldt i søvn med et smil på læberne, klar til at drømme om nye eventyr.
